Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Brands i Lokomotivværkstedet: Indkøberne kommer senere

Brands på Revolver-messen tror, at indkøberne vælger CIFF først, og venter derfor på, at de lægger vejen forbi messens location i Sydhavnen.
Brands på Revolver-messen tror, at indkøberne vælger CIFF først, og venter derfor på, at de lægger vejen forbi messens location i Sydhavnen.

På Revolver-messens ene location, Lokomotivværkstedet, er der skruet ned for tempo og kundeflow i forhold til samme messe i Øksnehallen, der virker fyldt til bristepunktet af indkøbere. Revovler i Sydhavnen åbnede i går, og her var der ikke så mange indkøbere, som man håbede på, fortæller Jacob Aaberg fra Super Ego. Men allerede i dag har flere taget turen til tøjmessen, og de fleste brands forventer et stort ryk ind i morgen. Indkøberne skal blot have overstået de andre messer først.

”Der er helt klart flere mennesker end i går, men jeg tror, mange vælger at tage på CIFF først,” siger Jacob Aaberg.

Også sælger hos Alis, Maria Paulina, tror, at indkøberne bruger de første dage hos CIFF.

”Vi har ikke haft så mange internationale indkøbere. Jeg forestiller mig, at de starter hos CIFF, bevæger sig ind mod byen og så ender hos os til sidst,” siger hun.

Tilfredse med location

Lokomotivværkstedet er ikke særlig centralt placeret, men det kan sagtens være en fordel, tror Maria Paulina.

”Messen ligger lidt langt væk, men man kan håbe, at det resulterer i, at indkøberne bliver her i længere tid, når først de er kommet herud,” siger hun.

De rå haller, loft-til-gulv-vinduer og gamle togskinner danner rammen om messen, og både Maria Paulina og sælger Tine Wiberg fra Sisters Point fremhæver location som en fordel. Generelt er der god stemning blandt standende i den gamle bygning.

”Vi har været meget tilfredse med messen,” fortæller Tina Wiberg.

Revolver har åbent i både Øksnehallen og Lokomotivværkstedet indtil lørdag d. 31. januar.