Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Modeeksport større end nogensinde

Til trods for truende valutaudsving, oplever modeindustrien herhjemme en stigende vækst i eksport i udlandet. Faktisk har det aldrig set bedre ud.
Til trods for truende valutaudsving, oplever modeindustrien herhjemme en stigende vækst i eksport i udlandet. Faktisk har det aldrig set bedre ud.

Danske brands står i høj kurs i udlandet. Og interessen ser ud til at stige støt. I 2014 eksporterede virksomheder tøj for en værdi af 24,5 milliarder kroner, skriver Dansk Mode og Textil. Det er ny rekord, og det giver genlyd i branchen.

”Jeg er meget stolt af branchens evne til at sætte Danmark på modens verdenskort. Det er imponerende, at branchen har formået at skabe så flotte vækstrater i år, og jeg hæfter mig især ved, at der stort set er fremgang over hele linjen. Det er på eksportmarkederne, at væksten skal hentes, og det har branchen taget til efterretning,” siger Dansk Mode & Textils administrerende direktør Thomas Klausen på organisationens hjemmeside.

Naboer er de største aftagere

Det er vores naboer, der helst vil have fingrene i det danskdesignede tøj. En fjerdedel af eksporten går til Tyskland, mens Sverige og Norge indtager anden – og tredjepladsen. Sidstnævnte lande er en stor udfordring for den danske modeindustri, fordi deres valutakurser er lave.

”De virksomheder, der oplever fald i eksporten til Sverige og Norge, bliver påvirket ekstra hårdt af den stigende dollarkurs, da de får produceret i lande, hvor betalingen sker i amerikanske dollars. Det giver stigende omkostninger, og det er ekstra uheldigt, hvis det falder sammen med et dyk i salget,” lyder det fra Dansk Mode & Textils internationale chef Michael Hillmose.

LÆS OGSÅ: “Stigende dollar giver øgede indkøbspriser”

Stemningen er dog stadig optimistisk. Brancheorganisationen vurderer, at modeeksporten forstsat vil stige de kommende år og fremhæver især Holland og Storbritannien som potentielt store markeder.

Kilde: Dansk Mode & Textil