Dansk modeportal rejser 10 millioner til at blive global

Iværksætterne bag den nye danske modeportal TheFashion.com har netop rejst et tocifret millionbeløb i venturekapital fra Vækstfonden og North-East Venture.
11.11.2014 ∙ af Redaktionen
Foto: CTO Troels Knak-Nielsen, chefredaktør Ida Adler Olsen og CEO Kasper Vardrup fra aggregatoren TheFashion.com (TheFashion.com).

TheFashion.com er en modeportal og en såkaldt aggregator, der indhenter data fra førende danske og internationale webshops inden for modetøj, sko og accessories og dermed giver forbrugerne overblik over udvalget på verdens mest populære webshops.

”Som forbruger ved jeg selv, at det kan være en frustrerende og tidskrævende proces at shoppe modetøj og -sko på nettet. Det er en jungle af produkter og webshops, og det er umuligt at danne sig et overblik over udvalg, priser og handelsbetingelser. Det problem løser TheFashion.com ved at samle og udvælge produkter på tværs af et stort antal butikker. Vores unikke data gør det muligt at gennemskue, hvad der hitter lige nu og hvor varen er billigst,” siger medstifter Ida Adler Olsen.

Scanner webshops for forbrugeren

Det smarte ved TheFashion.com er, at sitet søger i alle andre webshops, så forbrugeren kun behøver at søge ét sted. Skal du for eksempel bruge en rød kjole i en særlig størrelse og til en særlig pris, kan platformen hjælpe dig med at scanne alle de førende mode-webshops. Virksomheden samarbejder med alt fra store internationale webshops som ASOS, Zalando og TheOutnet til små eksklusive webshops som Youheshe og HollyGolightly.

TheFashion.com skaber transparens i et marked, hvor mange af de samme modeprodukter findes i flere forskellige onlinebutikker, men der er til gengæld stor forskel på pris, leverance og handelsvilkår,” siger Søren Jessen Nielsen, investeringsansvarlig i Vækstfondens afdeling for direkte ventureinvesteringer, VF Venture.

Kapital til at komme ud i verden

I slutningen af 2013 modtog TheFashion.com deres første investering fra ’startup-fabrikken’ Rainmaking og Muuto-stifteren Kristian Byrge, som fortsætter i bestyrelsen. Med den nye venturekapital i ryggen kommer der gang i væksten.

”Investeringen fra Vækstfonden og North-East Venture gør, at vi kan forbedre produktet yderligere og komme ud på flere markeder” siger Ida Adler Olsen.