Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Dansk tøjbyttekoncept til USA

Danish Fashion Institutes tøjbyttemarked Global Fashion Exchange bliver nu udbredt til Los Angeles og New York med H&M og Ford som officielle partnere.
Danish Fashion Institutes tøjbyttemarked Global Fashion Exchange bliver nu udbredt til Los Angeles og New York med H&M og Ford som officielle partnere.

Over syv tons tøj skiftede hænder, og der blev ikke betalt en eneste krone. Under Copenhagen Fashion Week sidste sommer blev tøjbytte-konceptet Fashion Exchange født på Rådhuspladsen i København, og opbakningen til arrangementet har gjort, at konceptet nu bliver videreført i international skala.

Med H&M, Ford og det kreative bureau Intandem Creatives som partnere vil Danish Fashion Institute på mandag præsentere tøjbyttemarkedskonceptet ved et presseevent i New York City.

LÆS OGSÅ: ”Global Fashion Exchange: Byt til nyt – det er gratis og godt for miljøet”

”Arbejdet med at fremme bæredygtighed i modebranchen, både på brand- og forbrugersiden, har været et stærkt fokusområde i Danish Fashion Institute siden 2007, og det at kunne tage Global Fashion Exchange-konceptet videre ud i verden er super tilfredsstillende – både i et bæredygtighedsperspektiv og som en del af en fortsat branding af dansk mode i en grøn kontekst,” siger Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute til FashionForum.

Fra København til N.Y.C. og L.A.

Allerede under presseeventet på mandag vil de inviterede få mulighed for at afprøve tøjbyttekonceptet i miniskala i NeueHouse i New York, men det første egentlige Global Fashion Exchange-event uden for Danmarks grænser finder sted i Los Angeles den 20. november foran Dolby Theatre, som er kendt for det årlige Oscar-show.

På sigt er ambitionen, at Global Fashion Exchange skal afvikles i metropoler flere steder i verden.

LÆS OGSÅ: ”Tonsvis af tøj skifter hænder – uden betaling”

Siden det første tøjbyttemarked under Global Fashion Exchange-paraplyen blev afviklet for et år siden har der været afviklet yderligere to byttemarkeder i København. Først i forbindelse med Copenhagen Fashion Summit i april og senest under sommermodeugen i august.

Fra på mandag kan du læse meget mere om Global Fashion Exchange, når sitet globalfashionexchange.org går i luften.