Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Mytheresa.com: Københavns modeuge er raffineret og sofistikeret

”Der var et nyt sofistikeret udtryk over Copenhagen Fashion Week denne gang. Der var et højt niveau af presse og indkøbere," lyder det fra den eksklusive webshop.
”Der var et nyt sofistikeret udtryk over Copenhagen Fashion Week denne gang. Der var et højt niveau af presse og indkøbere," lyder det fra den eksklusive webshop.

Copenhagen Fashion Week, der indtog byen i sidste uge fra 3.-8. august, gik over forventning, men har stadig behov for en retænkning af messelandskabet, lyder det fra arrangørerne:

”Selv om stemningen i byen var bedre end ventet, er branchen ikke tjent med en opsplittet modeuge, hvor messerne ikke har samstemmende datoer,” lyder det fra direktør i Copenhagen Fashion Week Eva Kruse i en meddelelse.

Hun understreger dog, at der var tale om en flot showuge, der blev præsenteret for indkøbere og presse, herunder for flere toneangivende journalister fra udlandet så som Vogue, Elle, The Guardian, Interview Magazine, Harpers Bazaar og V Magazine. Og også indkøberne var på plads. Fx roser Justin O’Shea, indkøbsdirektør for Mytheresa.com den københavnske modeuge for en helt ny modenhed:

”Der var et nyt sofistikeret udtryk over Copenhagen Fashion Week denne gang. Der var et højt niveau af presse og indkøbere, og showene var mere raffinerede, elegante og vigtigst af alt unikke. Det gav mig en fornyet tiltro til, at det har været den rette beslutning for Mytheresa.com at vælge København som fast modeugedestination.”

Lige inden modeugen blev skudt i gang var første kvartals opløftende branchetal blevet offentliggjort, og det syntes at præge stemningen under modeugen. Modebranchen oplevede nemlig en vækst i salget til udenlandske markeder på hele 4,7 pct., og generelt er der tale om en sundere modebranche end sidste år, hvor færre ligger i den økonomiske farezone.

”Én ting er at modeugen var god, men at branchen nu viser sig fra sin sundeste side siden finanskrisen er uvurderligt,” runder Eva Kruse af.