“Det er lidt ligesom at træde ud af salen efter en virkelig – sådan virkelig, virkelig – god teaterforestilling.”
Sådan sagde min sidekvinde til mig, da vi forlod parkeringshuset på Papirøen, som Henrik Vibskov havde valgt som location til sin SS15-visning, der også markerede afslutningen på showdelen af den københavnske modeuge denne sommer. Og jeg havde det præcis ligesådan.
Her var der tale om en oplevelse, der var langt mere værd end de to pakker smøger, Henrik Vibskov i gamle dage helt demokratisk tog som betaling for en adgangsbillet til sine shows.
På første række måtte vi gentagne gange tørre dråber fra ansigtet – selvfølgelig med den hånd, der ikke holdt fat om en gylden dame på dåse; traditionen tro traktementet til Vibskovs show – og kvinden bænket til højre for mig måtte rykke tåspidserne af sine ruskindssko ud af kaskaderne af vand, der blev sprøjtet op fra bassinet midt i lokalet.
For det var jo et Henrik Vibskov-show, så en performance slap vi ikke for. Og heldigvis for det.
Publikum var bænket om et næsten svømmehalsstort rektangulært bassin, som et par håndfulde afsindigt dygtige dansere fra den norske statsballet indtog i “Team Vibs”-kitler og sorte badedragter. Og så lod de ellers med store armbevægelser kroppene krænge sig rundt med hænder og ben fejende gennem det ankelhøje vand i takt til trommerytmerne.
Imens skridtede modellerne passagen mellem bassinet og publikum af iført en kollektion, der var en god del Vibskov’sk sprælskhed men samtidig også rummede langt mere klassiske og ikke mindst classy tendenser, som vi efterhånden gennem flere sæsoner har set det fra den danske modes enfant terrible.
Her var det klassiske korsprint i hvid på sort – og omvendt – på store, lækre sweatshirts, og der var gråsorte og hvide løse a-kjoler med rynkede flæser og konnotationer til sportens verden: letvægtsmaterialer og løbegange til en snøre i livet. Og der var masser af ultralækre jakker – flere med detaljer i en dyb orange.
Det var brugbart – og behageligt mindre … gakket … end det kunne have været: Afdæmpet i ordets bedste forstand.
Men der var også vilde både over- og underdele i hvid med snoede læderdetaljer, der skabte det flade stof om til et 3D-mønster med en blid mint som kontrastfarve. Og frem for alt, fristes man til at sige, var der en lys kjole, der med en teknik, jeg i virkeligheden slet ikke er skrædderkyndig nok til at udtale mig om, skabte et tredimensionelt ansigt á la skulpturerne på Påskeøen ved hjælp af quiltede pølser. Her skinnede kunstneren Henrik Vibskov virkelig igennem – det var stærkt og tog sig både dyrt og avantgardistisk ud.
Henrik Vibskovs show er aldrig bare en modeopvisning – det er vitterligt et show. Og med et show kan meget gå galt. Men denne gang lykkedes det godt for designeren – måske bedre end nogensinde – fordi både musik, koreografi (jamen altså, de dansere!), styling (høje og på én gang diskrete og iøjenfaldende headpieces i sort og hvid), omgivelserne og selvfølgelig frem for alt kollektionen blev integreret i et hele, hvor man som publikum ikke så til men faktisk oplevede en vision, der blev til virkelighed.
Måske var denne kollektion mere sikker, end Henrik Vibskovs har været tidligere. Men det gør ikke noget. Han har mere end et tiår på bagen som designer med eget brand og kan nu både trække på arven og føje nyt til. Og det har han gjort. SS15-kollektionen er et henkog af meget af det bedste, han formår – og så endda præsenteret under noget nær perfekte omstændigheder.
