Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, Navne

Fonnesbech - Nyt mærke trækker på gamle traditioner

CPHFW SS15. Fonnesbech har pustet liv i de gamle klude og genopliver det gamle stormagasinsmærke med præsentationen af en helt ny kollektion.
CPHFW SS15. Fonnesbech har pustet liv i de gamle klude og genopliver det gamle stormagasinsmærke med præsentationen af en helt ny kollektion.

Blandt de debuterende danske mærker ved denne sommers Copenhagen Fashion Week finder man Fonnesbech, der – selvom det lanceres som et helt nyt brand – bygger på traditionen og historien fra det nu hedengangne københavnske stormagasin Fonnesbech.

Det eksklusive stormagasin Fonnesbech har rødder helt tilbage til 1847, hvor stormagasinet, ud over sit eget in-house mærke i samme navn, solgte dyrt og eksklusivt dametøj fra blandt andre Christian Dior, Lanvin og Balenciaga frem til det lukkede i 1970’erne.

Men nu har Celina Fonnesbech, der er sjette generation af Fonnesbech-familien, i samarbejde med designer Mette Julie Bundgaard-Nielsen valgt at puste nyt liv i det gamle mærke.

At forene det gamle med det nye

For både Celina Fonnesbech og Mette Julie Bundgaard-Nielsen har det været vigtigt at bevare de gamle værdier fra Fonnesbech og i samme åndedrag bringe det helt ind i 2014.

”Det er spændende, hvordan man kan få den gamle signatur i Fonnesbech indkørt i en moderne tid, hvor vi kan bibeholde de gamle værdier men stadig være oppe i tiden. Det gamle er en platform for den nye signatur,” fortæller Celina Fonnesbech.

FashionForum besøger det nye mærke i den gamle restaurant i de originale Fonnesbech-lokaler i København, hvor kaffen bliver drukket af de originale Fonnesbech-kopper, og rummet emmer af historie og elegance. Designeren Mette Julie Bundgaard-Nielsen tilføjer, at det har været interessant at have så meget historie at bygge designet videre på.

LÆS OGSÅ: Ud over rampen: Tre tips til den unge designer

”Jeg har lavet en masse research i de gamle arkiver og er kommet frem til en vinkling og signaturafkodning, som vi begge mener kunne være lige så aktuel nu, som den var dengang. Vi har lavet et ekstrakt af dengang, som vi kalder ’Crafted high-performance elegance’,” fortæller designeren, der tidligere især har arbejdet med couture.

Design og købmandskab går hånd i hånd

Celina Fonnesbech tager sig af forretningsdelen, og for hende er det vigtigt, at købmandsskabet er i orden, ligesom det altid har været i Fonnesbech-regi.

”Selvfølgelig skal der være et godt design bag, designet skal jo bære det hele, men det er vigtigt for mig, at det også er en forretning, der kan bære sig selv,” siger Celina Fonnesbech.

Designmæssigt tager kollektionen udgangspunkt i en forside på et gammel Fonnesbech magasin, hvor rene arkitektoniske linjer dækker forsiden og brydes af en feminin lilje. Det er netop spændingsfeltet mellem det organiske og feminine over for det skarpe og simple, der er en vigtig del af designvisionen bag Fonnesbech.

LÆS OGSÅ: Russisk indkøber: Dansk design sætter ideerne fri

I det gamle stormagasin blev der afholdt præsentationer af de nye kollektioner, hvor stamkunderne kunne se og lægge billet ind på de styles, de gerne ville købe. I den ånd har

Celina Fonnesbech og Mette Julie Bundgaard-Nielsen valgt at holde en præsentation i de gamle lokaler øverst oppe i det gamle Fonnesbech-stormagasin på Nikolaj Plads i København.

Fonnesbech inviterer den danske og udenlandske modebranche inden for i deres nye univers til præsentation af den første kollektion på tirsdag. Men det kræver invitation at få lov at se med, når den nye kollektion vises frem.