Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

Nike sælger mere - men mindsker alligevel CO2-udslippet

Sportsgiganten har offentliggjort deres CSR-rapport, hvor innovation er nøglen til både vækst og bæredygtighed.
Sportsgiganten har offentliggjort deres CSR-rapport, hvor innovation er nøglen til både vækst og bæredygtighed.

Lavere vandforbrug per produceret enhed, mindsket udledning af drivhusgasser og nye innovative materialer. Det er nogle af hovedresultaterne i Nikes bæredygtighedsrapport for 2012-2013.

Når det fx gælder drivhusgasser, så har Nike formået at sænke udledningen med knap tre pct. siden 2011 samtidig med, at virksomhedens økonomiske omsætning er steget med 26 pct. i samme periode.

”Den naturlige antagelse er, at når indtægterne går op, så gør en virksomheds udledning af
drivhusgasser det også, da øget salg betyder øget produktfremstilling og en forøgelse af fragtaktiviteten. Men gennem en række initiativer har vi været i stand til at ændre resultaterne af denne ligning,” skriver President og CEO i Nike, Mark Parker, i rapportens indledning.

CSR som forretningsmulighed

Eksemplet med drivhusgasser illustrerer den overordnede strategi, som Nike arbejder efter, hvor jagten på profit og øget vækst ikke nødvendigvis er den naturlige modsætning til bæredygtighed:

”I enhver bæredygtighedsudfordring ligger der ligeledes en forretningsmulighed,” skriver Nike i CSR-rapporten.

Denne tilgang kommer blandt andet til udtryk i virksomhedens fokus på at anvende mere innovative, bæredygtige materialer. Det gælder eksempelvis Flyknit-teknologien, som reducerer affaldsmængden markant ved skoproduktion, idet skoenes sømløse overdel er vævet af én tråd.

Samme princip er gældende for ColorDry-teknologien, hvor der anvendes flydende CO2 til farvning af tøj og tekstiler, hvilket sparer på både vand- og kemikalieforbruget.

LÆS OGSÅ: ”Nike lancerer high tech CO2-farvning”

”Vi integrerer hele tiden mere bæredygtige måder at arbejde på tværs af vores forretning. Men vi erkender, at mange af de problemer, som erhvervslivet og samfundet står over for, er større end, hvad ét brand kan løse alene. Samarbejde og utraditionelle partnerskaber vil være afgørende for vores kollektive evne til at udvikle mere bæredygtige forretningssystemer,” udtaler Nikes chef for bæredygtighed, Hannah Jones.

Samarbejde med NASA og ny materiale-app

Blandt de utraditionelle partnerskaber er Nikes involvering i LAUNCH-initiativet, som er et strategisk samarbejde med NASA, USAID (USA’s organisation for international udviklingsbistand) og det amerikanske udenrigsministerium.

LÆS OGSÅ: ”Nike og NASA i dansk samarbejde om bæredygtighed”

Formålet med initiativet er at få bæredygtige ideer, løsninger, koncepter og teknologier frem i lyset og derefter få dem skaleret op til et niveau, hvor de kan skabe reel forandring. Det skal blandt andet ske gennem partnerskaber og investeringssamarbejder.

Materiale-app med fokus på miljø

Sidste år lancerede Nike desuden mobil-app’en ’Nike Making’, som kan hjælpe designere med at forstå de miljømæssige konsekvenser, som deres valg af materialer fører med sig.

Nike Making deler ud af koncernens erfaringer på materiale- og miljøområdet og rummer en oversigt over de 22 mest anvendte materialer – fra bomuld og dun til modal og polyester. På den måde kan designerne holde materialerne op mod hinanden og have det bæredygtige og miljømæssige aspekt med i overvejelserne, når der skal vælges materialer.

LÆS OGSÅ: ”Fagre nye verden: Her er de vigtigste mode-apps lige nu”

Du kan læse hele Nikes CSR-rapport her.