Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Fem skarpe: CSR handler om økonomi - ikke om følelser

Man kan sagtens bruge cool cash som argument, når man skal overtale modebranchens topledere til at arbejde bæredygtigt, mener CSR-ekspert fra Accenture.
Man kan sagtens bruge cool cash som argument, når man skal overtale modebranchens topledere til at arbejde bæredygtigt, mener CSR-ekspert fra Accenture.

Hvis vi skal bevæge os bæredygtigt fremad – og det vel at mærke i et nogenlunde rask tempo – duer det ikke længere at tale til ledernes følelser. Nej. I stedet må man tale til deres økonomiske fornuft, mener Justin Keeble, adm. direktør for konsulentvirksomheden Accentures Sustainability Service-afdeling:

”Vi sidder fast i et paradigme om, at bæredygtighed handler om filantropi og risikostyring, men i dag bør det handle om skala. Dommedagsvarslerne har ingen effekt på topledelsen. Man må i stedet snakke forretningsmuligheder,” siger han.

Justin Keeble mener således, at det er på høje tid at skifte fokus til, hvilke økonomiske gevinster der faktisk gemmer sig ved at omlægge til en mere bæredygtig praksis i virksomheden. Det er nemlig på tide, at man begynder at anskue bæredygtighed og CSR som en metode, der kan drive vækst. Bæredygtighed er ikke noget, man som virksomhed skal gøre for sine blå øjnes skyld, understreger han.

Derfor præsenterede han torsdag i sidste uge på Copenhagen Fashion Summit 2014 fem bud på, hvordan man kan bane vejen for en bæredygtig modebranche:

1. Nye forbrugsmodeller

”Forbrugstempoet skal ned. Vi skal skifte fra at have fokus på volumen til at holde fokus på service,” forklarer Justin Keeble og uddyber:

”Tag fx et koncept som rent-a-dress (lej-en-kjole, red.), der giver forbrugerne mulighed for at få adgang til luksus til en god pris – og uden at belaste miljøet yderligere,” siger han.

Tøj til leje er et koncept, der de seneste år har flyttet sig væk fra firsernes smoking-udlejning, i dag eksisterer flere butikker, hvor man på abonnementbasis få adgang til en større garderobe – en måde at få adgang til mere tøj uden at øge sit forbrug i det daglige, men selvfølgelig også velegnet til fx, hvis man skal til stor fest.

“Af og til har man jo brug for tøj, der måske kun skal bruges en enkelt gang,” siger han og henter et eksempel på en anden produktgruppe, hvor der kunne være fordel i at deles om tingene:

”De fleste har jo en boremaskine i værktøjskassen derhjemme. Men typisk bliver et bor faktisk kun brugt aktivt i i alt seks minutter i løbet af dets levetid. Så er det jo ikke nødvendigt, at alle køber et. Der skal mere fokus på dele-økonomi.”

2. Transparens og kundeinvolvering

”Forbrugerne vil gerne vide, hvor produkterne kommer fra. De ønsker mere information. Og det kan man fx imødekomme ved hjælp af QR-koder på indersiden af tøjet,” foreslår Justin Keeble som en genvej til, at skabe oplyste forbrugere, der også fremover træffer det bæredygtige valg.

En QR-kode er en lille grafisk kode, der kan scannes med kameraet i enhver smartphone og leder forbrugeren til et websted, hvor man typisk kan læse mere om, under præcis hvilke omstændigheder netop den kjole, han eller hun står med mellem hænderne, er produceret.

“Det integrerer et bæredygtigt element, fordi du kan informere om, hvor tøjet kommer fra og give forbrugerne detaljer om fx tekstilfabriksarbejdernes arbejdsforhold,” forklarer Justin Keeble.

3. Mere – med mindre

Det lyder bedre på engelsk – More with less – og det handler om ressourceeffektivitet. I et større CSR-samarbejde med den britiske modekæde Marks & Spencer har Accenture nemlig udregnet, at en virksomhed kan blive helt op til en tredjedel mere profitabel, hvis omkostningerne effektiviseres med fokus på miljøet.

“Det handler om at gennemgå sin virksomhed og omkostningseffektivisere,” siger han. Og den optimering når man helt naturligt, når man undersøger sin virksomheds bæredygtighedsprofil.

4. Cirkulær økonomi

”90 pct. af det, briterne køber, smides væk inden der er gået et år,” siger Justin Keeble.

Derfor er det vigtigt, at vi begynder at tænke modeforbrug som et kredsløb. Med andre ord skal der fokus på cirkulær økonomi, forsætter han:

”Tekstilerne skal genanvendes. Knapper og lynlåse kan genbruges, slidte varer kan nedbrydes til fibre, nyere varer kan swappes,” forklarer han – det handler alt sammen om at lukke loop’et.

5. Værdideling

Der er ikke noget forgjort i at dele ud af sine gode erfaringer, så flere får glæde af dem, slutter Justin Keeble sin gennemgang:

”Når vi snakker værdideling, snakker vi ren strategi. Det handler om, hvordan vi tager vores kernekompetencer og giver andre mulighed for at lære af vores erfaringer og bruge vores kompetencer. Vi er slet ikke nået så langt, som vi burde, og det bør vi få gjort noget ved, hellere før end siden.”