Når de danske PR-bureauer to gange årligt åbner dørene til sæsonens pressedage – eventet hvor moderedaktører og stylister kan se, hvad de kan låne hvor til deres fotoserier – foregår det almindeligvis nogenlunde sådan her: Et par dages åbent hus med god mad og drikke og vigtigst af alt rig mulighed for at tjekke bøjlerne langs væggen for spændende nye varer, der skal reserveres til kommende modeskydninger.

Denne gang har det københavnske bureau 9PR imidlertid valgt en lidt anden tilgang til pressedagene – i stedet for blot at lade gæsterne bladre blandt tøjet, præsenteres det på modeller på en catwalk til et editeret modeshow.

Ideen er 9PR selv kommet på. Tanken voksede frem i takt med, at bureauet oplevede, at flere brands faktisk gerne ville give pressen et indblik i deres DNA men ikke havde ressourcerne til at holde et stort show i forbindelse med modeugen, siger medstifter af 9PR Nina Wiboltt til FashionForum:

“Samtidigt taler vi også ofte med pressen om deres travle kalendre og kunne også lide ideen om at samle en masse virkelig fede brands, som pressen gerne så shows fra, i ét show. For os er det helt oplagt at lægge showet lige op og ned af pressedagene, da pressen så har hele følingen og forståelsen af de specifikke brands lige op til, at de skal til at låne til diverse serier.”

9PR viser i stedet fem look fra hver kollektion, sammensat ud fra de respektive designeres visioner, og håbet er at kunne vise pressen lidt af de tanker, designeren eller brandet har gjort sig om kollektionen.

“Vi vil gerne indvie pressen direkte i brandets specifikke univers. Der sker et eller andet helt unikt, når en kollektion kommer i bevægelse til musik, som også er nøje udvalgt af designeren. Kollektionen er ikke længere bare enkeltstående stykker tøj, men en stemning og et univers som forklarer kollektionen på en helt anden måde,” forklarer Nina Wiboltt.

Hun er ikke bekymret for, om nogle styles drukner ved denne visningsform, for showet handler om at vise de forskellige brands specifikke DNA, siger hun:

“Det er designeres sind, som pressen bliver lukket ind i et kort øjeblik, og det handler udelukkende om at give pressen en forståelse for den kreativitet og de tanker, der ligger bag kollektionen.”

De efterfølgende dage bliver pressen præsenteret for den fulde kollektion på bøjler, hvor “hver enkelt style kommer til sin ret”, forklarer PR-direktøren, der ejer bureauet med partneren Line Christiane Plesner.

Hun fortsætter:

“Vi er derfor af den holdning, at showet udelukkende vil have en virkelig positiv effekt. Det kan være med til at rykke ved opfattelser fra pressen og få dem til at se et specifikt brand i et andet lys. Eller det kan fastcementere et allerede stærkt udtryk,” håber hun.

“Samtidigt er showet med mange af vores skønne brands som alle har helt forskellige udtryk, og det er også en fed synergieffekt og kan forhåbentlig også være med til, at pressen kan se styling-muligheder på kryds og tværs af de brands, vi repræsenterer, som de måske ikke ville have set ellers,” siger hun til FashionForum.

Pressedagene er i fuld gang – det kan du læse mere om her.