Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

IC Companys sætter fokus på en sund læderindustri

IC Companys træder ind i den globale sammenslutning The Leather Working Group i håbet om at skabe en mere bæredygtig læder- og garveriindustri.
IC Companys træder ind i den globale sammenslutning The Leather Working Group i håbet om at skabe en mere bæredygtig læder- og garveriindustri.

IC Companys har tilsluttet sig The Leather Working Group, en organisation der stræber efter at forbedre læderindustrien. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

The Leather Group tæller på medlemssiden også virksomheder som H&M og Ecco og arbejder ud fra et gennemsigtighedsprincip, hvor brands, leverandører, detailhandlere, førende tekniske eksperter inden for læderindustrien sammen med NGOer og andre interesseorganisationer inddrages i arbejdet.

“Der hersker ingen tvivl om, at læderproduktion udgør et område med en høj risikoprofil, som har vores fulde opmærksomhed,” skriver IC Companys og fortsætter:

“Farlige kemikalier, som anvendes af garverier til at forarbejde råt læder, har en potentiel skadelig virkning på både arbejdere og miljøet. Samtidig er sporing af læder en svær, men dog nødvendig foranstaltning for at forbedre bæredygtigheden i læderindustrien.”

IC Companys har med egne ord lagt et stort arbejde i at reducere antallet af læderleverandører, og aflægger jævnligt besøg hos udvalgte partnerleverandører.

“Disse tiltag er imidlertid ikke nok. Vi er overbeviste om, at ved at være medlem af The Leather Working Group får vi nogle redskaber til at skabe større gennemsigtighed i læderindustriens leverandørkæde. I samarbejde med vores leverandører arbejder vi på at sikre, at der bliver taget kontakt til garverierne og at de opfordres til at blive auditeret af The Leather Working Group.”

Medlemskabet vil, efter uddannelse og kontrolbesøg, resultere i et kategoriseringssystem bedømt ud fra overholdelse af krav. Hertil giver medlemsskabets system mulighed for at bedømme sporingen af det læder, der anvendes i produkterne.

“Vores medlemskab i The Leather Working Group er endnu et tiltag i vores søgen efter løsninger og via partnerskaber at opnå indflydelse på industrien,” skriver de i meddelelsen.

IC Companys er foruden The Leather Working Group også medlem af Sustainable Apparel Coalition, Dansk Initiativ for Etisk Handel, the Business Social Compliance Initiative; Better Cotton Initiative og Kemikaliegruppen.