Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Youth Fashion Summit-deltager: Kina kan lære af vestligt CSR-fokus

COPENHAGEN FASHION SUMMIT 2014. Kinesisk designstuderende og deltager ved dette års Youth Fashion Summit mener, at Kina kan lære meget af Vesten.
COPENHAGEN FASHION SUMMIT 2014. Kinesisk designstuderende og deltager ved dette års Youth Fashion Summit mener, at Kina kan lære meget af Vesten.

Copenhagen Fashion Summit 2014, verdens største topmøde for bæredygtig mode, er veloverstået. Til trods for et program tæt pakket med mastodonter fra modeindustrien, tunge paneldebatter og et modeshow med bæredygtige designs, var der også tid til fokus på fremtidens unge designere, der med deres parallelle Youth Fashion Summit under Copenhagen Fashion Summit-paraplyen var med til at lukke det store topmøde med en række friske krav til industrien.

Nye perspektiver på bæredygtighed i en global kontekst

Da Youth Fashion Summit for to år siden blev afholdt første gang, var det 85 europæiske studerende, der på fik muligheden for at stille krav til en af verdens mest forurenede industrier. I år deltog 120 studerende, og denne gang var det nye kuld repræsenteret med studerende fra såvel Kina, Brasilien og Indien som Danmark og Europa.

Den to dage lange workshop har bestået af udveksling af viden, diskussion og idégenerering, alt sammen med det formål at nå frem til syv færdige krav til den modebranche, de studerende i fremtiden skal overtage.

For kinesiske Jingjing Wang, der studerer sin MA i Fashion and Textile Design ved Donghua University i Shanghai, har muligheden for at diskutere bæredygtighed med studerende fra andre lande udvidet hendes perspektiv på bæredygtighed i en global kontekst, fortæller hun.

For der er forskel på, hvordan man tænker bæredygtigt i Østen henholdsvis Vesten, siger hun til FashionForum:

”De vestlige lande er meget forskellige fra Kina, De vestlige lande går i høj grad op i deres beklædning og i brugen af materialer, hvor vi i Kina ikke i så høj grad går op i, hvad vi vil have, og hvordan vi ser ud, fordi den massive produktion i modeindustrien tillader, at vi kan købe tøj til meget lave priser. Jeg tror, at vi har brug for en indsigt i hvilke konsekvenser og udfordringer det har for vores og den kommende generation.”

Jingjing Wang uddyber i den forbindelse, at man i Kina heller ikke genbruger materialer. Kineserne handler stort set ikke genbrugstøj, fortæller hun, og at leje tøjet er heller ikke set med kinesernes øjne et fashionabelt alternativ.

Kina kan lære af Vesten

Set i lyset af, at den kommende generation af unge designere i høj grad anser bæredygtighed som et fælles ansvar, mener Jingjing Wang, at det er en stor udfordring, at de i Kina ikke får undervisning i bæredygtig produktion og mode. Ifølge hende kan Kina lære meget af Vesten:

”I Kina går vi meget op i at skabe noget kreativt og smukt. Men jeg har lært, at man i højere grad også skal skabe en følelsesmæssig tilknytning til beklædningsgenstande men også til forbrugerne i den virkelige verden. Det kan Kina lære meget af,” siger hun.

LÆS OGSÅ: “Youth Summit: Vi kræver bæredygtighed”

Youth Fashion Summit giver i dagene op til det store Copenhagen Fashion Summit de unge studerende mulighed for at diskutere og arbejde sig frem til syv krav til bæredygtige løsninger i modeindustrien under vejledning af undervisere fra en række veletablerede modeuniversiteter og designskoler over hele verden.

Løsningerne blev præsenteret på scenen i Operaen på Holmen i går. Én efter én trådte de frem i rampelyset og fremlagde deres forslag foran 1.100 deltagere fra modebranchen og erhvervslivet.

I 2014 lyder kravene fra den unge generation sådan her:

1. Resources
”Vi kræver ingenting, men forklarer virkeligheden: vi skal give for at få.”

2. Rethink
”Vi kræver, at beslutningstagerne skal nytænke modesignerens rolle.”

3. Re-arrange
”Vi kræver, at I skal være modige og stoppe forretningshemmeligheder.”

4. Re-connect
”Vi kræver, at verdenslederne skal hjælpe os med at opbygge et kritisk samfund.”

5. Re-organize
”Vi kræver, at industrien omorganiserer sig i kompetenceklynger.”

6. Reach out
“Vi kræver, at industrien, regeringen og civilsamfundet skal skabe et modedemokrati.”

7. Reliability
”Vi kræver, at modeindustrien gør det muligt for os at bære følelser og erfaringer i stedet for materialer.”

Læs mere på youthfashionsummit.com