Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Adidas vil udbrede SMS-hotline til alle fabrikker

Fabriksarbejdere skal anonymt kunne gøre ledelsen opmærksom på problemer, mens Adidas følger med fra sidelinjen.
Fabriksarbejdere skal anonymt kunne gøre ledelsen opmærksom på problemer, mens Adidas følger med fra sidelinjen.

Alle ansatte på fabrikker, der leverer til Adidas, vil i løbet af de kommende år få mulighed for anonymt at sms’e fabriksledelsen om problemer på arbejdspladsen. Det skriver Adelina Simanjuntak, der er Area Manager i Adidas Groups CSR-afdeling på sin blog.

Adidas startede initiativet ’SMS for Workers Hotline’ på forsøgsbasis i slutningen af 2012, og sidste år kørte de initiativet videre som pilotprojekt på fire fabrikker i Indonesien og en i Vietnam. I Adidas’ netop offentliggjorte CSR-rapport skriver virksomheden, at initiativet i løbet 2014 skal dække yderligere 15 fabrikker i Indonesien og Vietnam.

Tjenesten fungerer på den måde, at alle medarbejdernes telefonnumre bliver lagret anonymt. På den måde kan fabriksledelsen sende vigtig information ud til medarbejderne, som omvendt kan sende anonyme SMS-beskeder den anden vej. Samtidig monitorerer Adidas ligeledes beskederne.

Anonym SMS afslørede ekstra-arbejde i frokostpausen

Ifølge Adelina Simanjuntak har langt størstedelen af de fabriksansatte en mobiltelefon, og den anonyme SMS-tjeneste giver dem mulighed for at udtrykke deres bekymringer eller klager over arbejdsforholdene direkte til fabriksledelsen udenom mellemleder-niveauet.

”På én fabrik blev der (via SMS-tjenesten, red.) udtrykt bekymringer angående arbejdstid. Fabriksledelsen inspicerede den pågældende afdeling uden forudgående varsel til afdelingens ledelse og kunne konstatere, at en gruppe syerske arbejdede i deres frokostpause,” skriver Adelina Simanjuntak.

Ifølge Adidas’ CSR-rapport genererer SMS-tjenesten langt flere klager og forslag fra arbejderne end traditionelle systemer som eksempelvis en fysisk postkasse på fabrikkerne.

Alene i Indonesien har over 35.000 fabriksarbejdere på nuværende tidspunkt adgang til sms-tjenesten.

Læs hele Adidas Groups CSR-rapport for 2013 her.