Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

H&M har indsamlet over 5.000 ton tøj

Den årlige CSR-rapport fra H&M opstiller mål for både bæredygtig bomuld, højere løn til fabriksarbejdere og tjek af underleverandører.
Den årlige CSR-rapport fra H&M opstiller mål for både bæredygtig bomuld, højere løn til fabriksarbejdere og tjek af underleverandører.

Siden H&M lancerede deres tøjindsamlingsinitiativ sidste forår har virksomheden netop rundet 5.000 ton indsamlet tøj. Det fortalte Helena Helmersson, som er head of sustainability i H&M under præsentationen af virksomhedens årlige CSR-rapport, som blev offentliggjort i går.

”Vores mål er at gøre mode bæredygtig og gøre bæredygtighed moderigtig,” sagde Helena Helmersson før hun fortalte om de resultater, virksomheden har opnået inden for arbejdet med CSR i løbet af 2013.

LÆS OGSÅ: ”DanWatch kritiserer H&M-leverandør i Bangladesh”

Resultaterne på miljø- og ressourcesiden indbefatter blandt andet:

  • Etableringen af det globale tøjindsamlingsinitiativ ’H&M Garment Collecting’, der indsamlede 3.047 tons brugt tøj i 2013 (over 5.000 ton i skrivende stund, red.).
  • Lanceringen af den første kollektion af tøj indeholdende genbrugsfibre fra tøj indleveret i H&M’s butikker.
  • Lanceringen af de første produkter lavet af økologisk læder og økologisk silke.
  • Sammenlignet med 2012 blev vandforbruget i 2013 sænket med 340 millioner liter i denimproduktionen.
  • En fordobling i andelen af bomuld fra mere bæredygtige kilder anvendt i løbet af de sidste to år. I dag udgør denne type bomuld 15,8 pct. af H&Ms samlede bomuldsforbrug. Målsætningen er, at al virksomhedens bomuld skal komme fra mere bæredygtige kilder (certificeret økologisk, Better Cotton eller genbrugsbomuld) senest i 2020.

LÆS OGSÅ: ”H&M har mistet økoførertrøjen”

På den sociale side var 2013 præget af ulykken på Rana Plaza-fabrikskomplekset i Bangladesh, selv om H&M ikke fik produceret tøj på fabrikken. Blandt H&Ms initiativer på den sociale side nævner rapporten blandt andet:

  • Underskrift på den internationale Accord om bygnings- og brandsikkerhed i Bangladesh.
  • En ny strategi for fair leveløn i produktionslandene.
  • Uddannelse i rettigheder for knap 900.000 tekstilarbejdere i Bangladesh og Indien siden 2008.

LÆS OGSÅ: ”H&M vil forhøje mindsteløn”

Overarbejde, løn og sikkerhed er i fokus

”I H&M ønsker vi at bruge vores størrelse til at skabe systemiske forandringer i vores industri og i vores værdikæde. Med størrelse kommer ansvar, og vi har mulighed for at skabe massive forandringer. Vi er stolte af de ting, vi har nået, men også ydmyge over for de udfordringer, vi står overfor fremadrettet”, siger koncernchef i H&M, Karl-Johan Persson i forbindelse med lanceringen af CSR-rapporten.

LÆS OGSÅ: ”H&M-fond: Input fra hele verden gør os bedre”

Blandt udfordringerne nævner rapporten blandt andet overarbejde, sikkerhedsproblemer og for lave lønninger på fabrikkerne.

H&M sourcer fra knap 2.000 fabrikker, som for hovedpartens vedkommende ligger i Kina, Bangladesh, Indien, Cambodja og Tyrkiet. Disse fabrikker beskæftiger hele 1,6 millioner mennesker. H&Ms målsætning er, at alle ansatte i den strategiske del af produktionsleddet skal have en såkaldt fair leveløn senest i 2018. Det vil omfatte 850.000 arbejdere, som herved vil være garanteret en løn, der som minimum dækker deres basale behov.

Tilsyn med tier 2

I 2013 offentliggjorde H&M hele deres leverandørliste, og fremover vil virksomheden gå skridtet videre og ligeledes foretage auditeringer på tier 2-niveau.

LÆS OGSÅ: ”H&M: Her er alle vores leverandører”

Målet på dette område er, at mindst 50 pct. af underleverandørerne (målt på volumen) skal være integreret i H&Ms audit-program senest i 2015.

Læs hele CSR-rapporten her.