Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Kvartalsregnskab - H&M satser på 5th Avenue ... og Kina

Den store svenske koncern har lige offentliggjort deres kvartalsregnskab - og der er fremgang over hele linjen.
Den store svenske koncern har lige offentliggjort deres kvartalsregnskab - og der er fremgang over hele linjen.

De første tre måneder af regnskabsåret 2013/2014 bød på vækst i omsætningen hos svenske H&M. Salget steg med 12 pct. i kvartalet, der sluttede med februar. Det betyder, at omsætningen havnede på 32,1 mia. svenske kr. (svarende til ca. 26,9 mia. kr.) på tre måneder. Det fremgår af en regnskabsmeddelelse fra koncernen, hvor adm. direktør Karl-Johan Persson siger:

”Årets salg er startet godt med en stigning i lokale valutaer på 12 pct. i første kvartal på et modemarked, som på mange måder fortsat er præget af en afmattet makroøkonomi, og vi tager fortsat markedsandele.”

Bruttoresultatet for perioden blev 17,6 mia. svenske kr (svarende til ca. 14,7 mio. kr.), det var en stigning på 13 pct. og modsvarer en bruttomargin på knap 55 pct. Resultatet blev ni procent bedre og havnede på 3,4 mia. svenske kr. (ca. 3,2 mia. kr.).

H&M oplyser, at Australien, Filippinerne og Indien bliver nye H&M-lande i 2014, mens Peru og Sydafrika følger trop med fysiske butikker næste år. Videre planlægger H&M at åbne fire store onlinemarkeder i år: Frankrig, Spanien, Italien og Kina.

“I løbet af 2014 planlægger vi at åbne i alt 375 nye butikker (på tværs af koncepterne H&M, H&M Sport, Cos, og & Other Stories, red.) netto med mange interessante butiksåbninger verden over. Vi vil åbne flere H&M-flagskibsbutikker end i fjor, blandt andet i Melbourne, i Milano, i Shanghai og i München, samt yderligere to flagskibe på Manhattan – på 5th Avenue og Herald Square,” siger direktøren i en meddelelse.

“Vi fortsætter også med at ekspandere vore øvrige varemærker, fx åbner Cos-butikker i fire nye lande i 2014: i USA, Sydkorea, Australien og Schweiz, som allerede åbnede i februar,” siger direktøren.