Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi, Udland

Desigual vil ekspandere i Europa og USA

En fransk investeringsfond har købt 10 pct. af aktierne i den spanske modekoncern, og nu skal der vækstes.
En fransk investeringsfond har købt 10 pct. af aktierne i den spanske modekoncern, og nu skal der vækstes.

Den franske investeringsvirksomhed Eurazeo har købt 10 pct. af aktierne i Desigual fra virksomhedens ejer og stifter Thomas Meyer, og det har fået den spanske koncern til at tænke i ekspansion.

Kapitalindsprøjtningen med en værdi af 240 mio. pund (svarende til 2,1 mia. kr.) skal nemlig sikre væksten i Desigual, der blev grundlagt af schweiziske Thomas Meyer i Spanien i 1984, skriver Drapersonline.com.

Eurazeo gav i købsprocessen Desiguals distributionsnetværk et anerkendende nik med på vejen:

“Desiguals multi channel-salgsstrategi har givet brandet mulighed for at udvikle sig hurtigt de seneste ti år,” lyder det fra investoren.

Omsætningen i den spanske virksomhed er tidoblet alene siden 2007, og i 2013 steg salget med 18 pct. sammenlignet med året inden.

Med 405 egne butikker i 109 lande foruden 2500 concessioner i alverdens stormagasiner og flere end 11.000 multibrand-salgssteder er vejen banet for vækst, og det er disse planer, Eurazeo skal bidrage med at føre videre ud i livet. Planen er at øge tilstedeværelsen i Europa og derudover polstre den internationale vækst – særligt i USA, Latinamerika og Japan.

Udrulningen kommer ifølge Drapersonline også til at omfatte lancering af nye produktkategorier, herunder accessories, fodtøj og home wear. 

Kilde: Drapersonline.com