Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne, Udland

Dansk detailgruppe i Sydøstasien vil vækste 40 pct. om året

Detailgruppen Norbreeze Group i Singapore forventer mere end 60 pct. vækst i 2014 og nedsætter derfor en ny bestyrelse med tidl. ISS-direktør i front.
Detailgruppen Norbreeze Group i Singapore forventer mere end 60 pct. vækst i 2014 og nedsætter derfor en ny bestyrelse med tidl. ISS-direktør i front.

Når Pandora åbner butikker i Singapore, Fillipinerne og Macau, er det den danske detailgruppe Norbreeze Group, der står bag. Virksomheden, der har hovedkontor i Singapore, kalder sig selv for asiatisk detailspecialist og forventer en omsætning på over 300 mio. kroner i 2014.

Det er ifølge Norbreeze-gruppen, med iværksætterparret Anders Peter og Anne Trads Juel Sauerberg i spidsen, en vækst på mere end 60 pct. i forhold til 2013.

Ny formand skal sikre vækst

Og man har ambitioner om at vokse yderligere med mere end 40 pct. om året i løbet af de næste tre til fem år. Derfor udpeger gruppen nu den tidligere topchef i ISS, Waldemar Schmidt, som formand for bestyrelsen. Han skal være med til at sikre en stærk og fortsat lønsom vækst.

“Med vores nuværende størrelse og vores ambitiøse vækstplaner har vi besluttet at etablere en bestyrelse til at hjælpe og støtte os, og vi er glade for, at Waldemar Schmidt har accepteret at blive vores formand,” siger adm. direktør Anders Peter Juel Sauerberg til FashionForum.

Waldemar Schmidt er tidligere adm. direktør for ISS, og har detailerfaring fra sin tid som næstformand for Majid Al Futtaim Group (Forenede Arabiske Emirater).

Over 50 butikker i Sydøstasien

Væksten forudsætter blandt andet åbningen af nye butikker i regionen. Virksomheden driver på nuværende tidspunkt mere end 50 butikker i hele Sydøstasien, og målet er at blive ledende på markedet inden for, det virksomheden selv kalder ”accessible luxury brands” i flere kategorier:

”Vi arbejder nu på at styrke vores position som detailspecialister inden for mode, home, tasker, accessories, ure, smykker, og andre kategorier, der falder inden for ”accessible luxury”,” siger Anders Peter Juel Sauerberg og uddyber videre, hvad det præcist er, en detailspecialist kan.

Det kan en detailspecialist

Et af Norbreeze gruppens fokusområder er selve kundeoplevelsen, hvilket også er afspejlet i strukturen i back-office support-funktionerne, hvor man har in-house træningsafdelinger:

”Vi har blandt andet en visual merchandising-afdeling, en CRM-afdeling og andre kundefokuserede funktioner, som alle skal sikre den bedst mulige kundeoplevelse på alle niveauer,” fortæller Anders Peter Juel Sauerberg, og uddyber:

”På den måde har man bedre kontrol med brandets udtryk, positionering, storytelling og service, som alle er aspekter af detailhandel, der er afsindigt vigtige, for man kan ikke længere slippe afsted med bare at fyre et produkt over disken,” siger Anders Peter Juel Sauerberg.

Det er også grunden til, at virksomhedens 50 butikker hovedsageligt er monobrandbutikker. Brandporteføljen tæller blandt andre Pandora, Timberland Watches, Bering og Philip Stein.

”Vores erfaring fortæller, at når forbrugerne er interesserede i et produkt, vil de i højere grad henvende sig direkte til en monobrandbutik frem for en multibrandbutik, for at opnå den service, oplevelse og viden der følger med det enkelte brand,” forklarer Anders Peter Juel Sauerberg.