Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Alderseksplosion på catwalken

I en branche præget af purunge modeller og åleslanke kropsidealer, har gråt hår og rynket hud gjort sit indtog på catwalken og i modekampagner verden over.
I en branche præget af purunge modeller og åleslanke kropsidealer, har gråt hår og rynket hud gjort sit indtog på catwalken og i modekampagner verden over.

FashionForum bringer i disse uger i samarbejde med KEA Design/Business en række artikler skrevet af studerende på forløbet KEA Communication Design. De studerende har arbejdet med journalistisk mode- og trendkommunikation, og opgaven bestod i at identificere og afdække en trend, som efterfølgende skulle foldes ud i en artikel målrettet FashionForum – her er resultatet. 

Af Kathrine Degn

Indenfor modebranchen har debatten om alt for unge og alt for tynde modeller igennem mange sæsoner vibreret, men netop nu er der tegn på, at en ny tendens er ved at slå igennem. Flere modehuse i både ind- og udland er begyndt at fravælge de helt unge modeller, for i stedet at bruge gråsprængte, modne kvinder og mænd som ansigter for deres kampagner.

Listen over modevirksomheder der har benyttet sig af disse modne modeller er efterhånden ved at være lang. Her kan store udenlandske modevirksomheder som blandt andre The Row, American Apparel og Marimekko fremhæves som frontløbere for tendensen.

Modeller med karakter

Man kan også fremhæve flere danske virksomheder, der har satset på de gråsprængte modeller fremfor de helt unge modeller, der normalt dominerer modebilledet.

Herretøjsmærket Han Kjøbenhavn har igennem flere sæsoner skilt sig ud ved at præsentere deres kollektioner med en gråhåret, karakterfyldt model som ansigt for mærket.

Catwalk med bredde

Designeren Bettina Bakdal har ligeledes gjort sig bemærket, da hun havde valgt at lade modeller i alderen 16 til 52 år skridte catwalken af i Børsen, da hendes AW14-kollektion skulle præsenteres.

For hende er det af stor betydning at imødekomme målgruppen ved at vise større bredde i valget af modeller, fremfor kun at fremvise kollektionen på de helt unge modeller.

”I takt med, at jeg selv er blevet ældre, er behovet for at bruge ældre og mere karakterfyldte modeller steget,” siger Bettina Bakdal til FashionForum. Hun mener, at modeller med mere kraftfuld og moden karakter er bedst til at fremhæve og understøtte hendes univers og udtrykket i hendes kollektion.

Samtidig handler det også om at rette en direkte henvendelse til slutforbrugerne, når modellerne skal udvælges til præsentationerne af nye kollektioner. Bettina Bakdal har et bredt publikum i alle aldre, og derfor er det vigtigt for hende at udvælge modeller som de fleste kan forholde sig til og spejle sig i.

Bettina Bakdal mener også, at det af stor betydning, at man i en branche som modebranchen gør op med den gængse opfattelse af modeshows og viser en større diversitet på catwalken.

”Det er vigtigt, især i den danske modebranche at vise, at selv om man er over 35 år, så kan man godt klæde sig med både personlighed og karakter,” fastslår Bettina Bakdal, der ikke afviser, at hun ved de kommende modeuger vil fortsætte med at benytte sig af ældre modeller.