Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

H&M-fond giver 180 millioner til velgørenhed

Efter en afstemning blandt kunder og ansatte har H&Ms Conscious Foundation udvalgt tre fokusområder, som tilsammen får 180 mio. svenske kroner over de næste tre år.
Efter en afstemning blandt kunder og ansatte har H&Ms Conscious Foundation udvalgt tre fokusområder, som tilsammen får 180 mio. svenske kroner over de næste tre år.

Hvis man spørger H&Ms ansatte og kunder, så er rent vand, kvinders rettigheder og uddannelse mere presserende globale problemer end beskyttelse af naturressourcer og bekæmpelse af fattigdom.

Det er i hvert fald udfaldet af den afstemning som H&Ms Conscious Foundation åbnede i oktober sidste år. Her kunne man stemme på tre ud af fem projekter, og de tre projekter, som fik flest stemmer var altså: Rent vand, uddannelse og styrkelse af kvinders rettigheder.

H&Ms Conscious Foundation vil støtte de tre områder med 180 millioner svenske kroner over de kommende tre år.

LÆS OGSÅ: ”H&M spørger kunderne: Hvem skal have en halv milliard?

De fem fokusområder var udvalgt med inspiration fra FNs ”2015-mål”, og pengene til de tre udvalgte projekter vil nu blive forvaltet i samarbejde med de tre store hjælpeorganisationer Unicef, WaterAid og Care, skriver H&Ms Conscious Foundation i en pressemeddelelse.

“Det nye partnerskab med H&M Conscious Foundation er et vigtigt eksempel på et samarbejde, der vil hjælpe med at mobilisere støtte til at fremme og udnytte børns muligheder og potentiale,” siger Leila Pakkala, Unicef-direktør for privat fundraising og partnerskaber i pressemeddelelsen.

En halv milliard fra Stefan Persson-familien

De 180 millioner svenske kroner kommer fra en samlet donation på 500 millioner til Conscious Foundation fra Stefan Persson-familien, som ejer H&M.

H&M Conscious Foundation, som er en uafhængig, global non-profitfond, blev oprettet i forbindelse med H&Ms 60-års jubilæum i 2007. Ifølge H&M er fonden:

”Den filantropiske forlængelse af H&Ms bæredygtighedsarbejde, som gennem støtte til projekter og initiativer stræber efter at yde positiv indflydelse på politisk niveau og i hverdagen for mennesker og samfund, hvor H&M har virksomhedsaktiviteter.”