Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Japanske indkøbere: Dansk herremode står stærkt

Dansk modedesign skal tage udgangspunkt i dansk designtradition, og så skal danske mærker ikke udelukkende konkurrere på pris, lyder et par af konklusionerne fra de japanske indkøbere.
Dansk modedesign skal tage udgangspunkt i dansk designtradition, og så skal danske mærker ikke udelukkende konkurrere på pris, lyder et par af konklusionerne fra de japanske indkøbere.

COPENHAGEN FASHION WEEK AW14. I en kort ledig stund midt i modeugens virvar af pels, gasmasker, messer og middage mødte FashionForum tre indkøbere fra det japanske high end-stormagasin Isetan for at få deres syn på dansk mode og potentialet for de danske brands i Japan.

Formålet med de tre indkøberes besøg i den danske hovedstad er at finde nye brands at indgå samarbejde med, og det er ikke nødvendigvis de store, etablerede spillere, der stod øverst på ønskelisten.

”Vi er her for at finde nye brands, som endnu ikke er på markedet i Japan. Når først de danske brands begynder at vise deres kollektioner i fx Paris, så er det ikke længere nyt, og i Isetan vil vi gerne fange de nye brands, mens de stadig er æg, der venter på at blive udruget,” siger Aya Ota, der fortæller, at de allerede efter den første dag på messe havde placeret ordrer hos tre brands.

Herremoden har fundet sin plads

De tre indkøbere, som var inviteret til Danmark af Dansk Mode & Textil og Kopenhagen Fur, var både på udkig efter dame- og herretøj, men det var specielt sidstnævnte kategori, der gjorde indtryk efter den første dag med shows og messebesøg.

”Det virker som om, at herremoden er stærkere end kvindesiden. Når du ser på de københavnske mænd, så har de også en mere defineret og karakteristisk stil end kvinderne. Den nordiske mand har et stort potentiale,” siger Aya Ota.

I hendes øjne formår dansk kvindemode ikke i samme grad at skille sig ud internationalt set.

”Jeg savner en stærkere identitet for kvindetøjet, som er unik for Skandinavien,” siger Aya Ota og bliver suppleret af sin kollega Shinji Tahara:

”Kvindetøjet skal indhente herretøjet, som er veldefineret og har fundet sin plads. Kvindetøjet skal udvikle sig mere – det stikker i mange retninger,” siger Shinji Tahara.

High end eller high street?

Selv om det lykkedes de tre japanske indkøbere at placere tre ordrer allerede på førstedagen, så savner de et mere nidkært fokus på kvaliteten.

”Det virker som om, at de danske modebrands ikke rigtig ved, om de vil være high end eller billige, og så bliver det en mellemting. De bør beslutte, om de vil lave billigt tøj eller producere produkter af en højere kvalitet,” siger Aya Ota og bliver suppleret af sin kollega Yasunobo Ikeda:

”Designet er godt, men sourcingen er ikke altid i top,” siger han og uddyber:

”Folk (i Danmark, red.) gør meget ud af at understrege, at de sælger til en ’god pris’, men det er ikke nødvendigvis det vigtigste. Det vigtigste er kvaliteten,” siger Yasunobo Ikeda.

Byg videre på de danske designtraditioner

Ud over et mere kompromisløst fokus på kvaliteten, så mener de tre indkøbere, at opskriften på international succes for de danske modevirksomheder ligger i at føre den stolte danske designtradition, som vi kender fra arkitektur og møbelkunst, videre.

”Gå tilbage og find traditionerne frem – jo mere autentisk, desto bedre,” siger Aya Ota.

Hun foreslår blandt andet de danske designere at bruge pels, da det i hendes øjne er et materiale, som vi danskere er de bedste til i verden.

”Når du kan noget, som andre ikke kan, så har du styrke,” siger Aya Ota og bliver suppleret af kollegaen Shinji Tahara:

”Skandinavien er selvfølgelig mere end pels, men det er de danske traditioner, som skal bringes frem,” siger han og uddyber:

”Når man ser på det københavnske bybillede, så har I formået at bevare de gamle bygninger, men samtidig er det en moderne by med en masse spændende kunstprojekter. Det er den samme kombination, som I i endnu højere grad skal skabe inden for moden – talentet og potentialet er der,” siger Shinji Tahara.