Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Innovativt babytøj skal hjælpe for tidligt fødte

Finske Beibamboo laver tøj til for tidligt fødte spædbørn. FashionForum besøgte det prisvindende ’neonatal-mærke’ på CIFF Kids.
Finske Beibamboo laver tøj til for tidligt fødte spædbørn. FashionForum besøgte det prisvindende ’neonatal-mærke’ på CIFF Kids.

COPENHAGEN FASHION WEEK AW14. For fire år siden blev finske Nina Ignatius mor til en to måneder for tidligt født datter. I de følgende otte uger, hvor datteren var indlagt, følte den nybagte mor sig frustreret. Hun kunne ikke engang skifte sin nyfødte datters tøj på grund af slanger fra drop, sonder og ledninger til monitoreringsudstyr.

”Jeg tillod ikke mig selv at blive forelsket i min datter, da hun var helt lille fordi, jeg var så bange for, hvad der kunne ske med hende. Det gør det sværere at knytte bånd,” siger Nina Ignatius, som derfor besluttede, at starte sit eget babytøjsmærke rettet mod for tidligt fødte.

Siden har hun etableret og videreudviklet Beibamboo, som er lavet med fokus på at hjælpe forældre og deres indlagte børn i alderen ‘neonatal’ til tre år.

Brandet har siden modtaget en række priser inden for både bæredygtighed og innovation, ligesom, at Nina Ignatius sidste år blev udvalgt af Forbes, som en af; ”40 Women To Watch over 40”, for sit arbejde med at udvikle Beibamboo.

Søger verdenspatent

”Vi har udviklet hospitalslinjen sammen med sygeplejersker, og tøjet bliver nu brugt på seks neonatal-afdelinger i Finland,” fortæller Nina Ignatius fredag til FashionForum fra sin stand på CIFF Kids.

Tøjet, som er lavet af en kombination af GOTS-certificeret bomuld og bambus-viskose, kan åbnes fuldstændig, så man ikke behøver at fjerne drop, slanger og ledninger. Desuden er det konstrueret med et minimum af syninger, og alle mærker og labels sidder på ydersiden af tøjet.

Desuden er der lavet lommer, som kan foldes ud over spædbørnenes hænder, så de ikke kradser sig, og alt kan vaskes på 60 grader for derigennem at mindske antallet af bakterier.

Nina Ignatius har støvsuget ideer fra det eksisterende marked for tøj til for tidligt fødte for at finde de bedste løsninger og detaljer, som hun så har inkorporeret i Beibamboo-tøjet. Derudover har hun selv udviklet nye teknikker, og i øjeblikket er hun ved at søge verdenspatentet på en speciel indvendig søm.

Det handler ikke kun om at gøre det lettere at klæde børnene på. Ved at undgå at skulle fjerne eksempelvis et drop fra en nyfødt, mindskes risikoen for infektioner også, og endelig er der forskning, der viser, at tæt kontakt mellem forældre og deres syge/for tidligt fødte børn både øger barnets hjerneudvikling og barnets og forældrenes psykologiske tilstand.

Som en sideeffekt sparer det også sundhedspersonalets tid, hvis forældrene slev kan klare tøjskift.

Høje priser kræver international målgruppe

I dag har Beibamboo-tøjet en ’hospitals-linje’, men Nina Ignatius markedsfører og sælger også tøjet til raske børn ud fra et mantra om fokus på funktionalitet frem for fashion, og her kommer udfordringerne for mærket snigende.

”Det er uden tvivl et premium-produkt i forhold til prisen. Det er rettet mod forældre, der har råd til, og som kun vil have, det bedste til deres børn,” siger Nina Ignatius og fortæller, at den vejledende udsalgspris i butikkerne ligger på omkring 40 euro (ca. 300 DKK) for en bodystocking.

Derfor ligger mærkets forretningspotentiale også primært uden for Finlands grænser, fortæller ejeren. Lige nu bliver Beibamboo solgt på hjemmemarkedet i stormagasiner samt gennem webshops i både Finland, Storbritannien og Sydkorea, men hun har blandt andet Rusland og den amerikanske østkyst i kikkerten.

”Vi forsøger at ekspandere, ikke mindst fordi, Finland er et lille land, hvad angår antallet af familier med høj indkomst,” siger Nina Ignatius og fortsætter:

”Vi er her (på CIFF Kids, red.) for at markedsføre mærket, og med alle de priser, vi har modtaget, så må vi gøre noget rigtigt. Nu vil vi have mærket ud til hele verden,” siger Nina Ignatius.

Hun har endnu ikke skrevet ordrer på messen, men noget kunne tyde på, at Danmark kunne blive et marked. I hvert fald, hvis man fra denne skribents computer ’spørger’ Google. Søgemaskinens forslag til: ”for tidligt fødte” bliver oplistet i denne rækkefølge:

”for tidligt fødte børn tøj”,
”for tidligt fødte børn overlevelse”,
”for tidligt fødte børn barsel”.