Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge, Udland

Set i Berlin – solgt i København

I dag starter modeugen i Berlin, og de tyske messer er en god indikator for, hvordan det kommer til at gå ved Copenhagen Fashion Week, mener flere danske brands.
I dag starter modeugen i Berlin, og de tyske messer er en god indikator for, hvordan det kommer til at gå ved Copenhagen Fashion Week, mener flere danske brands.

Flere danske brands har lige nu næsen vendt mod Tyskland. Berlin Fashion Week med blandt andet messerne Bread & Butter og Premium løber nemlig af stablen i disse dage, og nabolandet mod syd er stadig Danmarks største modeeksportmarked.

Og Tyskland er ikke kun interessant for danske mærker på grund af landets størrelse. Modeugen i Berlin giver også danske mærker en mulighed for  helt tidligt på messesæsonen at tage en temperatur på den nye kollektion, nævner Nikolaj Nielsen, adm. direktør for Won Hundred:

”Ud fra de erfaringer vi gør os i Berlin, kan vi nå at tilpasse kollektionen en lille smule yderligere, så den fremstår ekstra skarp resten af tiden,” siger han til FashionForum.

Også Lene Boesen, ejer og salgsdirektør hos Black Lily, er af den opfattelse, at messerne i Berlin giver en god indikation på hvordan kollektionen og situationen på markedet er generelt.

Fra København til Berlin

Selvom idéen med modemesserne i Berlin på mange måder minder om messerne i København, er der alligevel væsentlige forskelle på de danske og tyske messer.

Lene Boesen beskriver i en mail nogle af de tydelige forskelle mellem modemesserne i Berlin og København:

”De tyske modemesser er mere internationale end de danske, og vi tilgodeser flere af vores markeder ved at være repræsenteret i Berlin. I København har vi flere bookede aftaler på forhånd, men i Berlin er der mere potentiale for at møde internationale indkøbere, som vi ikke kendte inden.”

Udover antallet af internationale indkøbere, synes Nikolaj Nielsen også, at det er tydeligt at mærke forskellen på typen af mennesker, som besøger messerne i Berlin.

”Berlin er bare meget større. Meget større og mere international, hvorimod København er mere lokal. Det kan man også mærke på tonen, der bliver brugt. Det er nemmere at være på hjemmebane, hvor man kender hinanden. I Berlin er tonen mere formel, da man møder en masse mennesker, som man ikke kender, fortæller han til FashionForum”

Strategien for øje

For at få mest mulig ud af tiden i Berlin, er det vigtigt at kende sin strategi. Ole Brock, adm. direktør i Tusnelda Bloch, fortæller i en mail, hvordan der ikke bliver skrevet særlig mange ordrer på selve messerne i Tyskland, men også at det ikke nødvendigvis er et succeskriterium:

”Da messen følges op af regionale ordremesser betyder det, at der, i forhold til antal besøgende, ikke skrives så mange ordrer på selve messen. Til gengæld kan man nå at vise tøjet frem til mange flere kunder fra mange flere lande.”

Udover at vise tøjet frem til flest mulige, har de hos Tusnelda Bloch en klar prioritet på messen. For dem handler det om, at få lukket så mange aftaler som muligt med de udenlandske kunder fra lande, hvor de ikke selv har agenter, og ikke lige umiddelbart har mulighed for at komme i showroom eller på andre messer hvor de ikke er repræsenterede

Også Black Lily gør tingene anderledes i Tyskland, end de gør i Danmark:

”På Premium i Berlin lader vi meget være op til vores tyske agenter. Også i forhold til hvilke dele af kollektionen de ønsker i fokus. I København er det udelukkende vores egen stil vi kører i forhold til dekoration og præsentation af kollektionen, farver etc.,” skriver Lene Boesen til FashionForum.

Danske indkøbere i Berlin

Det er dog ikke kun de internationale indkøbere som besøger de danske stande i Berlin. Nikolaj Nielsen fortæller at der også kommer mange danskere til de tyske messer, for at få inspiration til messerne herhjemme. Også Ole Brock har oplevet det samme:

”Vi har de senere år set en tendens til at også mange danske indkøbere bruger messerne i Berlin til at skabe et overblik, før de lægger ordrer lokalt, enten i showrooms eller på de lokale messer,” skriver han.

Messerne i Berlin slutter torsdag.