Lige op til jul åbnede Mascot en nybygget fabrik i Laos på 9.000 m2. Det er det danske mærkes fjerde fabrik i Sydøstasien, og ifølge Mascots ejer og administrerende direktør Michael Grosbøl er der tale om ”en meget vigtig milepæl i den internationale udvikling af Mascot.”

”Mascot forbliver først og fremmest yderst konkurrencedygtige. Samtidig tilbyder vi kunderne arbejdstøj med god samvittighed. Den nye, effektive fabrik vil også bidrage yderligere til at opretholde Mascots høje leveringssikkerhed på godt 98 pct. inden for 24 timer,” siger Michael Grosbøl på Mascots hjemmeside.

Fokus på CSR

Ifølge Mascot er det hensigten at integrere alle aspekter af CSR-politikken i de nye faciliteter i Laos.

”Ordentlige lønninger og gode arbejdsforhold er væsentlige sider af at drive en professionel virksomhed,” siger Michael Grosbøl, som understreger, at der vil være et omfattende sikkerheds-set-up for alle aktiviteter i Laos.

”Vi vil dokumentere det sociale ansvar, vi tager, med en SA8000 certificering, ligesom vi allerede har gjort på vores vietnamesiske fabrikker,” siger Michael Grosbøl.

Tiden efter Rana Plaza

Mascot var blandt de virksomheder, som fik produceret tøj på fabrikskomplekset Rana Plaza i Bangladesh, som styrtede sammen i april sidste år.

Efter ulykken har Mascot deltaget i det internationale arbejde med at stable en kompensationsfond til de efterladte på benene. I den forbindelse oplyste Mascot tilbage i oktober, at de ville ”donere et sekscifret beløb til de skadelidte og efterladte”.

LÆS OGSÅ: ”Mascot betaler erstatning til efterladte i Bangladesh”

Mascot forventer, at medarbejderstyrken i Mascot Laos vil nå op på omkring 800 personer i løbet af 2014. Desuden skriver virksomheden, at ”såfremt, der er brug for yderligere kapacitet, er den nye grund i Laos klargjort til, at fabriksbygningerne kan udvides med op til det femdobbelte.”