Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

DR P1 sætter fokus på bæredygtig mode

DR P1 stiller skarpt på en mere bæredygtig modebranche i tre programmer - det første kan du høre i eftermiddag.
DR P1 stiller skarpt på en mere bæredygtig modebranche i tre programmer - det første kan du høre i eftermiddag.

I dag kl. 13 sender DR P1 den første udsendelse i programrækken Stof til eftertanke. I alt tre udsendelser sætter i dag og de kommende mandage fokus på bæredygtig mode, og tanken er, at programmerne skal nå et spadestik dybere.

I programbeskrivelsen lyder det sådan her:

“Bæredygtighed er et utrolig komplekst begreb, og det er svært at gennemskue, om det er vigtigst at lave tøj af mælkefibre, at producere lokalt eller at genbruge mest muligt. Det er måske derfor, tøjbranchen har diskuteret bæredygtighed i 30 år.”

Stof til eftertanke undersøger derfor, hvorfor det er så svært at lave grønnere tøj og giver opgaven med at skabe et stykke bæredygtigt, moderigtigt tøj til et par unge designere.

I det første afsnit af Stof til eftertanke, som sendes i dag, fokuserer redaktionen på, hvad Danmark kan og vil gøre for at få en mere bæredygtig tøjbranche, det andet program handler om branchen selv, og i det sidste program stilles skarpt på det store ansvar, forbrugeren har for at mindske miljøskaden af vores tøjforbrug.

Blandt eksperterne, der interviewes i programrækken, er blandt andre Danish Fashion Institutes udviklingsdirektør Jonas Eder-Hansen, der er ansvarlig for det fællesnordiske bæredygtige projekt NICE – Nordic Initiative Clean and Ethical, og adm. direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse.

Stof til eftertanke, DR P1, kl. 13, mandag den 18. november og de følgende to mandage.