Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Færre besøgende på messerne

CIFF og Gallery melder om færre besøgende under denne modeuge. Til gengæld kom der flere gæster fra udlandet.
CIFF og Gallery melder om færre besøgende under denne modeuge. Til gengæld kom der flere gæster fra udlandet.

COPENHAGEN FASHION WEEK SS14. (Opdateret 16/8 kl.09:30) Modeugen er forbi, indkøberne er rejst hjem og ordrebøgerne lukket for denne gang. Det er tid til at gøre status, og hvis man kigger på messerne, så oplevede både CIFF og Gallery et fald i antallet af besøgende under denne modeuge (Vision-messen har ikke offentliggjort deres besøgstal).

Under forrige modeuge i august 2012 havde CIFF 22.000 besøgende, mens 20.123 besøgende havde fundet vej til Bella Center denne gang. På Gallery-messen i Forum var der denne gang 11.490 besøgende mod 12.045 i august 2012.

Tallene er ifølge messerne renset for gengangere, udstillere og personale.

Fokus på udlandet og på forretning

En del af forklaringen på de lavere besøgstal på CIFF-messen skyldes en ændret strategi, hvor salg står helt centralt. Derfor blev designstuderende, producenter og supply afvist under registreringen.

”Vi ønsker at skabe en messe, hvor det vigtigste er at sælge varer. Derfor har vi måttet afvise nogle forskellige segmenter, men til gengæld er det de vigtigste og mest handlekraftige besøgende, vi så har budt velkommen”, siger Kristian W. Andersen, der er direktør for CIFF, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: “Messerne Vision og Gallery ændrer på åbningsdagene”

På den positive side havde både Gallery og CIFF denne gang flere udenlandske besøgende. Ifølge et mailsvar fra Christian Gregersen, der står bag Gallery, kom 76 pct. af gæsterne på messen fra Danmark og Skandinavien, mens syv pct. af gæsterne kom fra Tyskland, hvilket er rekord.

På CIFF kom 37 pct. af de besøgende fra udlandet. Under modeugen i august i fjor udgjorde udlændingene 30 pct. De i alt 7.445 udenlandske gæster, der gæstede CIFF i denne omgang repræsenterede i alt 71 forskellige lande.