Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Revolution: Danske modebloggere laver deres helt egen prisuddeling

En række bloggere er gået sammen om at skabe et supplement til Modeblogprisen 2012.
En række bloggere er gået sammen om at skabe et supplement til Modeblogprisen 2012.

En gruppe danske modebloggere med Kia Ellegaard Møller fra bloggen Fierce & Fattig i spidsen, har nu stiftet deres egen modeblogpris, kaldet Respekt Modeblogprisen. De kalder sig selv for Modeblogrevolutionen og vil gøre op med den måde, man uddeler præmierne ved den eksisterende danske prisfest Modeblogprisen.

Initiativet kommer som reaktion på den liste, der i sidste uge blev offentliggjort over nominerede til Modeblogprisen 2012, en liste som ifølge Modeblogrevolutionen er helt hen i vejret:

“Jeg luftede allerede min mening om modeblogprisen dengang på min Facebook (for et år siden, da en lignende pris blev uddelt, red.), mest af alt fordi jeg undrede mig over, at to ud fire af vinderne var venner af juryen. Men også fordi jeg synes, at juryer i blogland ikke hører hjemme. Blogs er uafhængige, demokratiske og læserstyrede,” skriver Kia Ellegaard Møller på sin blog Fierce & Fattig om baggrunden for den nye pris

Eurowomans pris kritiseres desuden for at være uigennemsigtig, da kriterierne for at blive nomineret ikke fremgår noget sted. Derfor har Modeblogrevolutionen udarbejdet deres egen liste på 35 nominerede blogs, som, blandt andet, beror på Bloglovins (et uafhængigt netværk, der ranker populære blogs, red.) top 100 over blogs med størst antal faste læsere. Vinderen er den blog, der efterfølgende har fået flest stemmer.

FashionForum har spurgt juryen bag Modeblogprisen, den oprindelig blogpris, hvad holdningen er til Modeblogrevolutionens tiltag:

“Det er ikke første gang, at der opstår uenighed i forbindelse med en konkurrence, som dette jo er. Der er naturligvis forståelse for dem der føler sig glemt, men de har jo muligheden for at bevise, at deres blog er den mest populære i forbindelse med brugerpriserne / online afstemningerne , som jo er åben for alle. Så snart modeblogsitet går live, er det jo meningen at alle der har haft en modeblog i en vis periode kan nominere sin modeblog og her er det jo læserne der taler,” svarer Charlotte Møbjerg Ansel-Henry, Goldmind Communication på vejne af juryen.

Juryen består desuden af Anne Christine Persson (Danish Fashion Institute), Gertrud Bønnelykke (Eurowoman), Camille Berner (Eurowoman), As Øland (Dansk Mode & Tekstil) samt Columbine Smille (StyleBy) og prisen præsenteres i samarbejde med miinto.dk, Eurowoman, MTV og Google.

Hvordan Modeblogrevolutionen kan sikre sig, at Respekt Modeblogprisen er totalt uafhængig, læserstyret og demokratisk, når forgangskvinden samtidig er projektleder på et af Danmarks største blogfællesskaber, Bloggers Delight, fremgår ikke. Vi ville gerne have haft en kommentar fra Kia Ellegaard Møller, der står  bag bloggen Fierce & Fattig og ikke mindst den nye blogpris, men hun har ikke ønsket at medvirke.

Respekt Modeblogprisen er virtuel og uddeles samme dato, som Eurowomans pris d. 8. november 2012.

Læs mere om Eurowomans modeblogpris her.